Kategorier

Fædrebarsel

Barselsområdet og forældreskab er et af de områder, hvor der har været meget uligestilling. I august 2022 fik vi en ny dansk barselslovgivning for lønmodtagere, hvori de alt 48 barselsuger nu fordeles ligeligt mellem forældre, der har fået et barn den 2. august 2022 eller senere.

Danske fædre tager kun 11% af barslen (2021), hvilket er langt mindre end i de øvrige nordiske lande. På Island og i Sverige er det ca. 30% og i Norge 20% af orloven som holdes af far. Samtidig ønsker 70% af de danske fædre at holde en længere barsel.

Ubalance i fordelingen af barsel skyldes – udover den tidligere ulige lovgivning – også kulturelle barrierer hos både mænd, kvinder, på arbejdspladsen og i samfundet. Barriererne, og de manglende øremærkede rettigheder til far, har bl.a. den konsekvens, at mænd står overfor en svær forhandlingssituation i både hjemmet og på arbejdspladsen, hvis de vil holde en længere barsel. Mødre opfattes i høj grad stadig som den primære forælder i hjemmet. Måske fordi faren har sværere ved at forhandle barslen hjem med sin arbejdsgiver. Måske er han dyrest at have gående hjemme, hvis han tjener mest. Måske er mor ikke så glad for at dele barslen med far, eller måske synes han, det er ”lettest” at overlade pasningen af det lille barn til moren.

FIU-Ligestillings indsats på dette område består i at formidle viden og værktøjer, der kan motivere fædrene til at udnytte deres barselsrettigheder og mødre til at se gevinsterne ved dette. Bl.a. klædes tillidsvalgte på til at kunne lave personalepolitikker, der kan fremme fædres brug af barselsorlov.

Relaterede kurser