Simone – Struktør
Fulde navn: Simone Olsen
Fødselsår: 2003
Fagforbund: 3F
Uddannelse: struktøruddannesen
Hvorfor valgte du starte på struktøruddannelsen?
Det var egentlig ret tilfældigt, at Simone endte på struktøruddannelsen. Inden hun startede grundforløb 1 på erhvervsskolen, var målet at blive smed. På grundforløbet fik Simone prøvet mange forskellige retninger af, også struktørlinjen. Simone klingede godt med læreren, som kunne se at hun havde talent for struktørfaget. Selvom Simone dengang var ret sikker på, at hun ville være smed, fik læreren overbevist hende om at prøve en praktikplads som struktør. Det gjorde hele forskellen, og Simone valgte at blive i praktikken, og fortsætte på struktøruddannelsen.
Tiden på skolen
Simone hører ikke til på skolebænken. Hun har behov for at bruge kroppen, og komme ud og bevæge sig: ”For mig bliver det kedeligt, hvis man laver den samme ting for meget, eller sidder stille for længe”. Simone har valgt at specialisere sig som bygningsstruktør, og går i en lille klasse med 8 elever. Uddannelsen til bygningsstruktør er meget alsidig, og Simone lærer både at arbejde med jern, beton, træ, stål, glas, jern og plast. ”Det er en meget alsidig uddannelse, der blander tømrer, murer, beton og smedearbejde. Det er fedt at man får lov til at arbejde med så mange forskellige ting, især hvis man ikke helt kan bestemme sig”.
Arbejdet som bygningsstruktør
Arbejdet som bygningsstruktør er både fysisk og mentalt udfordrende. Simone løber ofte rundt en hel dag, og er også glad for, at hun skal bruge hovedet samtidig. ”Min hjerne kører altid 220 km/t, så det er rigtig vigtigt for mig at få brugt min krop meget. Så der er samspil mellem kroppen og hovedet.”
Som bygningsstruktør kan man lave mange forskellige ting. Simone lærer både at bygge fundamenter, broer og bygninger. Hun synes at det er fedt, at man lærer at kunne det hele selv: ”Alle de dyre ting der skal laves i et hus, det kan jeg lave selv”. Simone elsker især arbejdet med jern: ”Jeg kan lide det hele, men mit yndlingsarbejde er med beton og jern, hvor man kan blive rigtig beskidt”.
Livet som mønsterbryder
Simone er den eneste pige i sin klasse, men det er ikke et problem. Hun har det godt med drengene, og føler at hun passer godt ind. ”Jeg synes det er en helt fantastisk klasse, de er mega søde, og vi har et godt fællesskab”.
Simone har nogle gange været nødt til at bevise, at hun hørte til, og har evnerne og lysten til arbejdet. Heldigvis kan Simone godt lide at blive udfordret, og hun elsker arbejdet og sine kollegaer: ”Jeg har de fedeste kollegaer, vi kan altid grine og lave sjov sammen”. På trods af at der er stor aldersforskel er der et rigtig godt sammenhold på Simones arbejdsplads.
Gode råd til andre der overvejer at blive bygningsstruktør
”Tag i praktik og få det prøvet af”. Simone råder andre til ikke at miste modet, hvis de får afslag første gang: ”Hvis du bliver ved, skal du nok finde din plads!”