Kategorier

Sarah – Smed

Fulde navn: Sarah Gyldenlev Christensen

Fødselsår: 1999

Fagforbund: Dansk Metal

Uddannelse: I lære som klejnsmed

Hvorfor blive smed?

Efter Sarah havde taget en HF, var hun igennem et længere sygdomsforløb, og kunne ikke arbejde så lang tid ad gangen. Hun fik et job hos en smed, hvor hun skulle gøre rent. Arbejdet i smedjen interesserede hende, og når der var ikke var travlt, fik hun lov til at prøve at svejse og bukke lidt. Hun havde det godt på værkstedet, og en dag foreslog hendes chef, at hun skulle blive smed, da han mente at hun havde et særligt øje for detaljerne.

Nervøs for at være den eneste pige

I starten var Sarah afvisende overfor ideen om at blive smed, og at uddanne sig sammen med en masse drenge. På trods af nervøsiteten endte Sarah med at starte på uddannelsen til klejnsmed. Hun fik at vide, at skolen havde haft fokus på at få flere kvindelige elever, så der var stor sandsynlighed for at hun ville møde andre kvinder i løbet af uddannelsen. I dag er Sarah glad for sit studie og sine mandlige klassekammerater, og hun føler sig samtidig heldig, fordi hun kom i klasse med en anden pige, som hun også har det rigtig godt med.

Arbejdet som smed

Sarah elsker at være med til at skabe et produkt, og følelsen af at have bidraget til noget der gør en forskel. Arbejdet som smed varierer meget. Sarah er i en lille virksomhed, og får lov til at arbejde på mange forskellige projekter. Hun er vild med tanken om at hun bygger ting, som stadig er her om 50 år, og at hun gennem sit arbejde kan gøre andres hverdag nemmere.

Livet som mønsterbryder

Sarah har aldrig følt sig diskrimineret af andre inden for smedefaget, hverken fra hendes kollegaer, medstuderende, lærere eller andre smede. Det sker dog at hun møder andre, der ikke mener at en kvinde kan være smed, men det lader Sarah sig ikke gå på af. Sarah er positivt overrasket over sine klassekammerater, som hun synes er rigtig søde. Hun føler sig ikke behandlet anderledes fordi hun er en pige, men synes derimod at alle er gode til at hjælpe hinanden, f.eks. med at løfte tunge plader, som jo også er tunge for drengene.

Gode råd til andre der overvejer at blive smed

Sarah råder andre kvinder der overvejer smedefaget til at springe ud i det og tro på dem selv ”De kan sagtens blive smede!”. Hun mener ikke at man skal være bange for de såkaldte ”mandefag”, og man kan sagtens lave smedearbejde og være feminin på samme tid. På arbejdet bliver hun altid sort i hovedet, hvilket hun kalder sin hverdags make-up.