Kategorier

Sandra – Tømrer

Navn: Sandra Jørgensen

Fødselsår: 1995

Fagforbund: 3F

Uddannelse: EUX tømreruddannelse

”Jeg tager liiige ét år mere som tømrer”

Sandra troede egentlig at hun ville være arkitekt, så hun valgte at tage en EUX tømreruddannelse, der både ville give hende praktiske og tekniske erfaringer. Planen var at arbejde som tømrer i nogle år, og efterfølgende studere videre. Sådan gik det ikke. Sandra elskede arbejdet som tømrer, og besluttede sig år efter år for liiige at tage et år mere. I dag har Sandra besluttet sig for at blive i tømrerfaget, for som hun siger: ”det er et fantastisk fag”.

Tiden under uddannelse

På EUX tømreruddannelsen var Sandra den eneste kvinde, hvilket hun til at starte med syntes var lidt skræmmende. Der gik dog ikke længe før hun faldt til, og hun tænker tilbage på det som en god tid på trods af at det hele var meget nyt. I l løbet af sin studietid kom Sandra ud af sin skal, og hun fik mere selvtillid og gå på mod. 

Arbejdet som tømrer

Sandra elsker at være kreativ, bruge sine hænder og bygge. Arbejdet som tømrer er både hårdt og alsidigt, og man får lov til at bruge sin krop. Sandra går meget op i at gøre et godt stykke arbejde, og er virkelig stolt af sit fag. Hun synes at byggebranchen er blevet uretmæssigt nedgjort, da arbejdet er enormt værdifuldt: ”Det er vigtigt for samfundet, at der bliver bygget og vedligeholdt”.  

Livet som mønsterbryder

Sandra er den første og eneste kvinde på hendes arbejdsplads, men efter mange år som tømrer er hun blevet vant til det. ”Det betyder ikke så meget hvilket køn man har, når man først har lært hinanden at kende”, – og Sandra er glad for sine kollegaer. Det tog hende lidt tid at finde den rigtige arbejdsplads, og hun havde svært ved at få en læreplads, men lige pludselig fandt hun det helt rigtige sted. Det er en lille virksomhed, hvor de har et stærkt socialt fællesskab, med god stemning og godt sammenhold.

Gode råd til dig der overvejer tømrerfaget

Sandra råder kommende tømrere til at springe ud i det, og gå til den, uden at bekymre sig for meget. Man skal gøre det man brænder for: ”Det kan godt være angstprovokerende, som 16-årig pige, at komme ud på en arbejdsplads og møde en masse store mænd. Selvom de kan virke store og skræmmende er de blide og kærlige inde i bagved, så man skal ikke være bange”.