Vi bliver tæppebombet med krav og forventninger, og samtidig har mange af os tendens til at være vores egne største kritikere. Derfor skal vi som kvinder turde dyrke kunsten at føle os ’fejltastiske’ – fantastiske, også selv om vi begår fejl
Af Maria Christiansen
Vi kvinder skal være smukke, gode mødre, klare det godt på jobbet, holde os i topform og have fritidsaktiviteter, samtidig med at vi skal være skønne koner, kærester, veninder og døtre. Det står ikke nedfældet i lovgivningen, men det er forventninger, som mange af os – bevidst eller ubevidst – føler, at vi skal indfri.
Toppræstationer på alle livets områder er imidlertid urealistisk krav at stille til sig selv og andre. Det ved vi alle sammen godt, men alligevel er det let at føle sig utilstrækkelig, hvis du som kvinde ikke lever op til dine egne og andres tårnhøje forventninger.
Derfor må vi prise fejl velkomne og sætte fokus på de ting, vi gør godt, fremfor de ting, som vi ikke mestrer til fulde. Men hvordan? Det spørgsmål var emnet for et FIU-kursus her i efteråret om at finde modet til at være fejltastisk – fantastisk også selv om du begår fejl.
Kurset blev holdt af Powerkvinderne.dk, der har det som deres ambition at gi’ kvinder styrke, og jeg var inviteret med som akademisk praktikant hos FIU.
Tillidsrepræsentanter – et jagtet folkefærd
På kurset fortæller kursisterne, at de ofte i deres arbejdsdag oplever, at de skal være fejlfri. Mange føler, at de lever i et spændingsfelt af høje forventninger samtidig med, at de skal være i stand til at sige fra, trække grænser og sætte sig igennem over for chefer og kolleger.
Flere af kursisterne giver udtryk for at de har svært ved at stå fast og hvile i, at de ikke kan redde hele verden, som deres kolleger forventer, at de gør og kan. Derfor vil de gerne lære at hvile i deres rolle som tillidsrepræsentant og acceptere, at de umuligt kan gøre alle tilfredse, uanset hvor hurtigt de løber.
På kurset bliver der arbejdet med kursisternes egen definition på succes. Denne definition består blandt andet i, at den enkelte kursist selv definerer, hvordan – og på hvilke områder – hun vil gøre en forskel for sine kolleger. Det handler om at vælge sine kampe med omhu og finde modet til at stå fast på sine egne valg. På den måde er det hende selv, der griber tøjlerne – så hun ikke bliver trukket rundt i manegen af utallige krav og forventninger.
Ingen er god til alt
Der er stort set ingen mennesker, som scorer 12 på alle områder i livet, og på kurset bliver filminstruktøren Susanne Bier trukket frem som eksempel. Hun har i pressen udtalt, at hun ikke har mange talenter ud over at lave film. Det ved vi jo så, at hun er helt fantastisk til at gøre, da hun blandt andet har vundet en Oscar.
Ingen kan være god til det hele, og på kurset får jeg mulighed for at fortælle om alle de præstationskrav, vi unge kvinder står over for på uddannelserne og i karrierelivet. Det er krav, som får alt for mange af os til at gå ned med stress, og derfor vil jeg lade mig inspirere af tanken om, at jeg da sagtens kan være fantastisk – også selv om jeg begår fejl.
I løbet af kursusdagene bliver der introduceret forskellige øvelser, som helt tydeligt sætter sig spor hos deltagerne og skaber refleksion i forhold til deres kompetencer i det daglige arbejde. De hjælper hinanden med at indse, at de er fejltastiske, og at det er en god ting. Og at man skal lære at elske sig selv, uanset fejl og mangler. Fremfor at se på begrænsninger skal de se muligheder og vende negative tanker til positive tanker. Et negativt fokus kan derfor erstattes med tanken: ”Måske er jeg ikke så god til dette, men til gengæld klarer jeg andre ting rigtig godt”.
Det er nødvendigt at tro på sig selv
Deltagerne fik meget med sig fra kurset. De lærte metoder og fik hjælpemidler til at stå fast, sige fra og tro på sig selv. De fik forskellige vinkler på den fejltastiske kvinde, og argumenter der taler for at favne og rumme sine fejl, fremfor at afsky dem.
Og så fik de indblik i den assertive persons tilgang til verden: Hvordan de kan argumentere på jobbet uden at kaste med mudder eller spredehagl. Det gælder om at holde bolden på egen banehalvdel. Den assertive person er tro mod sig selv og svær vippe af pinden, da det er en respektfuld, mådeholden og ansvarsfuld måde at tale sammen på.
Den fejltastiske tilgang er i min optik ikke blot noget, som skal læres i løbet af arbejdslivet. Det skal inkorporeres langt tidligere. En vinkel herpå er den fejltastiske ungdom med karakterræs, karrieliv, udseende, fritid og familieliv. Kravene om at være fejlfri starter tidligt, og det er svært at acceptere fejl. Allerede fra barnsben lærer vi at undgå fejl, fremfor at imødekomme dem. Hvis fejltasmen bydes velkommen tidligt, er den også lettere at arbejde ud fra, og få inkorporeret i vores livsstil og bibeholde livet igennem. For det bliver ikke nemmere.
Hovedspring ud i livet
Som en fin sløjfe på kurset rundede vi af med et digt, der er skrevet af en gammel kvinde ved navn Nadine Starr. Digtet handler om alle de ting, som hun ville have gjort anderledes, hvis hun kunne leve sit liv om. Hvis hun kunne leve sit liv om, ville hun imødekomme fejl, tage flere chancer, gøre flere ting for sig selv, og hun ville elske sig selv mere og højere. Kort sagt – hun ville turde være fejltastisk og tage hovedspring ud i livet, uanset fejl og mangler.
