Kategorier
Nyheder | juni 12, 2020

Kom på kursus: Kvindemod er det nye sort

Af FIU Ligestilling

’Kvinder skal tie i offentlige forsamlinger’ er en berømt og berygtet sætning, som man tænker hører fortiden til. Men selv her i 2020, er det stadig først og fremmest mænd, der tager ordet i forsamlinger. Derfor skal vi have flere kvinder frem i rampelyset

Dette indlæg er skrevet af Anne-Mette Barfod, Powerkvinderne

For nogle år siden blev jeg kontaktet af en journalist fra DR, som skulle lave en radioudsendelse på P1 om kvinder som talentmasse og købestærke forbrugere. Jeg må blankt tilstå, at modet svigtede. Jeg udbad mig betænkningstid og sov stort set ikke hele natten. Alligevel besluttede jeg mig for at medvirke.

For mit indre blik så jeg, hvordan jeg ville sidde med bankende hjerte i et lille radiostudie med bævende stemme. Selv om jeg på forhånd frygtede, at jeg ville komme til at sige noget sludder, begyndte jeg i mit stille sind at vænne mig lidt til tanken. Derfor blev jeg vel egentlig ret rystet, da journalisten ringede og fortalte, at de havde fået den fantastiske ide at optage interviewet med mig i Magasin på Kongens Nytorv.

Det føltes nærmest som om, tæppet blev revet væk under mine fødder. Da jeg alligevel valgte at sige ’ja’ til det, vidste jeg heldigvis ikke på forhånd, at jeg kom til at gå rundt i Magasin med en stor pelsmikrofon på et kosteskaft i flere timer med alle kundernes blik hvilende på mig.

De stille piger og kvinder
Det havde været så meget lettere for mig at tie, blive hjemme og læse en god bog i stedet for at sige ja til at deltage i radioudsendelsen. Så var jeg sluppet for at løbe en risiko for at komme til at sige noget direkte tåbeligt. Alligevel sagde jeg ’ja´, og når jeg tænker tilbage på det, brugte jeg alt mit kvindemod. Som du nok kan regne ud, overlevede jeg, for ellers ville jeg jo ikke kunne sidde her og skrive om det.

Nu tænker du måske, at det ikke er noget særligt, og at der da er så mange både kvinder og mænd, der deltager i debatten. Til det kan jeg kun sige, at det var noget særligt for mig. I skolen var jeg den stille og dygtige pige med rottehalerne. Jeg sagde stort set intet i timerne, og til hvert eneste forældremøde i alle årene fik jeg at vide, at jeg skulle sige mere og række fingeren mere i vejret. Desværre er jeg ikke den eneste, der har haft det sådan. Stadig den dag i dag er der mange stille piger og kvinder.

Da jeg for et par års siden var til dimission for mine piger, som sluttede 9. klasse, fik syv ud af 10 piger i deres klasse samme besked, da de gik op til skolelederen under klapsalver for at hente deres eksamensbeviser: De skulle sige mere i timerne og række fingeren mere i vejret. Der var ikke en eneste af drengene, der fik den besked.

Pige- og drengeopdragelse
Det kræver mod at tage ordet i forsamlinger, uanset om det er i et klasselokale, til et møde på jobbet eller i et radio- eller tv-program. Kvindemod er for mig noget andet end mandsmod, for selv om Paulus’s ord ’Kvinder skal tie i offentlige forsamlinger’ på de fleste af os virker forældede, er virkeligheden, at det primært er mænd, der tager ordet i medierne, til møderne og på konferencerne

Jeg tror ikke, at der grundlæggende er så stor forskel på drenge og piger eller kvinder og mænd. Jeg tror, at grunden til, at kvinder stadig tier mere i forsamlinger, end mænd gør, udspringer af vores kultur: ’Søde piger’ bliver rost for at være dygtige, flittige og fornuftige, mens ’seje drenge’ bliver rost for at kaste sig ud på slap line og føre sig frem. På den måde har mange mænd i højere grad end kvinder trænet sig i at tage ordet og føre sig frem.

Det er nogle trælse kønsroller, for kvinder har naturligvis lige så meget på hjerte, som mænd har, og de fleste kvinder, jeg taler med, er enige med mig i, at mænd generelt ikke er klogere end kvinder. Det er en del af socialiseringen af piger, at det handler så meget om at være perfekt, være dygtig og se nydelig ud i stedet for i bedste Pippi Langstrømpestil at kaste sig ud på det dybe vand og sige: ’Det har jeg ikke prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert’.

Det interessante ved mod er, at modet vokser for hver gang, du vover pelsen. Hver gang du vælger at tage ordet til et møde, bliver du lidt højere og mere modig næste gang.

Hyggelige og smukke omgivelser
Mod har noget at gøre med, at vi har noget på spil, tager en risiko eller en chance. Mod er at handle i overensstemmelse med dine værdier, sige det, du mener, gøre det, du synes er vigtigt. Det handler om, at du er loyal overfor dig selv og villig til at bryde ud af trygge rammer, hvis værdierne er udfordret. Når du er modig, overkommer du din frygt, og derfor er mod en særlig dyd.

Kvindemod er det nye sort, for vi har brug for modige kvinder, så kvinders stemmer bliver hørt på lige fod med mænds. Det er ikke nok, at vi rent lovgivningsmæssigt har ligestilling, vil skal også have det i praksis. Det kræver, at vi som kvinder finder modet, tager ordet og siger det, vi har på hjerte.

Den 17.-19. august holder Powerkvinderne i samarbejde med FIU-ligestillingsregi kurset ’ Kvindemod – sig hvad du har pÃ¥ hjerte! Kurset bliver afholdt pÃ¥ en skøn herregÃ¥rd for mellem 6-10 kvindelige tillidsvalgte. Her fÃ¥r du masser af inspiration, power, energi, glæde og masser af kvindemod sammen med de andre kursisters positive opbakning. Du kan tilmelde dig her: Kvindemod

Tags
Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /var/www/fiu-ligestilling.dk/public_html/wp-content/themes/FIU-Ligestilling/template-parts/content.php on line 72