– En fortælling fra en FIU-Ligestillings mentor i Viborg
Jeg mødte min mentee første gang for et par uger siden. Jeg hentede hende på sprogskolen, og så tog vi ned på Borgvold, hvor vi fik en is og en kop kaffe. Her talte vi lidt om hendes nuværende situation, og bagefter kørte jeg hende hjem til Løvel gennem Rødding, så hun kunne se, hvor jeg bor.
Anden gang hentede jeg min mentee derhjemme for at køre hjem til mig, hvor jeg fik hele hendes historie – fra de startede på rejsen mod Danmark – mand og kone og to små børn. Jeg fortalte også lidt om mig selv.
Efterfølgende gik vi ‘kontrakten’ igennem og fik talt om kommunikationsveje og alt muligt andet.
I mandags blev jeg så inviteret derhjem, og blev forkælet med alskens lækkerier, trods familien selv holdt ramadan.
Små ‘pandekager’ med kød- og løgfyld, kibbi (små panerede ruller med oksekødsfars og hakkede pistacienødder), saltede ‘småkage’stænger, bacclava med honning og pistaciefyld, letsaltede og muligvis ristede hasselnødder, små nødder med sukkerovertræk og hertil mandarinjuice, friskt koldt vand og senere kaffe.
Alt sammen mens hun selv og hendes mand måtte nøjes med at sidde og se på, da det var ramadan.
Dét er gæstfrihed!
Jeg fik også tre bacclava med hjem til aftenkaffen, til mig og min mand. Han var heldigvis ikke så vild med dem, så jeg var nødt til at spise to af dem selv. De skulle jo nødig gå til spilde – De smager som en drøm!
Vi er kommet rigtig godt fra start, og jeg er sikker på, at vi får et godt og frugtbart forløb, der også vil strække sig ud over det halve år, som projektet ”sponsorerer”.
Kunne du også tænke dig at blive mentor? Læs mere og tilmeld dig her