Af Alex Haurand
Klokken er 6.30 og toget står stille mellem Nyborg og Korsør. Min datter Xenia og jeg, er på vej til København, for at markere Kvindernes Internationale Kampdag. Vi har forberedt os længe og skal nu til København og ledsage Michael Kimmel til FIU-Ligestillings arrangement på Christiansborg. Omkring 90 deltagere kommer for at høre 4 oplægsholdere tale om Feminisme og Ligestilling. Optakten har været som forventet; som sædvanlig var der mænd, der ikke forstod sagen og ikke overraskende var der kvinder, der tog afstand fra at 4 mænd skulle tale på Kvindernes dag.
Derfor sad vi nu, også lidt spændte og ventede på, at DSB fik ordnet togstammen, så vi kunne møde til tiden.
For min datter var det første gang, hun skulle deltage i kampdagen og vi talte om feminisme; altså lige adgang uanset køn, og om at det jo faktisk er en kamp for, at alle mennesker kan blive ligestillet. Vi talte om, hvad der var sket for kvinderne op igennem 18-19 hundredetallet med bl.a. stemmeret til kvinder, kvindernes vej ind på arbejdsmarkedet og indtog på betydningsfulde poster i demokratiet, men også om hvordan Xenia i skolen havde mødt uligestilling med drengene.
Endelig satte toget i gang og vi mødtes med Michael til tiden, og ankom til Christiansborg kl. 9:30, hvor der allerede var stor aktivitet.
Susanne Fast Jensen bød velkommen og gav ordet til LO’s Næstformand Morten Skov Christiansen. I Mortens inspirerende indledning, spillede hans barselsorlov og datter en stor rolle og et af hovedbudskaberne var: “Det bør ikke være en barriere i 2018 at være kvinde eller mand i forhold til familien”. Herefter tog Lars Einar Engström over og talte over, hvordan han møder sexisme og uligestilling i hans job som konsulent for store virksomheder. Xenia reflekterede efterfølgende meget over hvordan en kvinde, der oplever sexisme i en gruppe, vil tabe, uanset om hun reagerer eller ej.
Michael Kimmel holdt et indlevende, humoristisk og skarpt oplæg om privilegier, privilegieblindhed og kønsligestilling. Noget af det jeg vil tage med mig videre, er ikke kun at “Walk the Talk” men også at “Talk the Talk” – altså at begynde at tale om ligestilling, også på trods af hånlige bemærkninger i forskellige sammenhænge.
Svend Aage Madsen efterlod ingen tvivl om, at både mænd og kvinder vil vinde, hvis vi opnår større ligestilling i samfundet, bl.a. ser man at forskellen i levealder er mindst i de mest ligestillede samfund – man skulle tro, at det kunne involvere flere mænd i kampen for et mere ligestillet samfund. Min tanke var at hvis det ikke var for kvindernes bevidstgørelse af kønnets betydning for menneskers liv, så ville vi alle lever fattigere liv, i et dårligere samfund.
Xenia og jeg talte efterfølgende om formiddagens oplevelser, og jeg kunne mærke at en stolthed og ny styrke voksede frem i hende – jeg tror at det var erkendelsen af, at hun ikke står alene med håndteringen af pigers og kvinders uligestilling, og det faktum at ligestillingskampen er en vanskelig kamp at føre, ikke kun for hende men for alle.
Dagen sluttede for os på Nørrebro i en lille cafe, hvor temaet var social kontrol af kvinder i såkaldte ghettomiljøer – det var nogle hårrejsende og gruvækkende personlige beskrivelser fra både en mand og en kvinde, vi med en håndfuld popkorn lagde ører til… Og hele tiden lå tanken i mit baghovedet, hvordan håndterer vi middelalderlig patriarkalsk kultur i et moderne samfund uden at stigmatisere og udskamme – har vi forstået mekanismerne, der fører til dysfunktionelle familiestrukturer og hvis ikke hvordan frigør vi så overhovedet de kvinder (og mænd) der lider.
Efter mange tanker, ord og skridt sad vi nu igen i toget på vej hjem, trætte og fyldte med visioner om at påvirke verden i en mere retfærdig retning.