Af Alex Haurand
Du skat´te aergre dig!
Det stod der på en platte i min mormor og morfars stue. Det var skrevet i gammel skrift og var vanskeligt at læse for en 9 årig dreng – og måske endnu vanskeligere at forstå og nærmest umuligt at udføre…
Men jeg valgte tidligt i livet at gøre et forsøg, og hvis jeg selv skal sige det, er jeg blevet ret god til det. Så god, at en deltager på mandekurset “Arbejdspladsfællesskabet – fra fyraftensøl til hvad?” under evalueringen spurgte: “Hvordan kan du altid smile…?”
Spørgsmålet kom til at hænge i luften, idet vi havde proppet programmet til bristepunktet… derfor kommer svaret her.
Det giver jo sig selv, at det ikke nytter at ærgre sig – sket er sket, og at gruble over det hjælper mig jo ikke. Det indså jeg ret hurtigt og forsøgte så forskellige strategier for at slippe ærgrelsen.
Først forsøgte jeg at glemme det hændte – det var umuligt. Så begyndte jeg at forestille mig, hvad min morfar ville have gjort, og det virkede faktisk. Han havde en særlig evne til at være med tingene, også når de var trælse. MEN da jeg opdagede, at man bliver glad af at smile, forandredes mit liv. Du behøver ikke at være glad for at kunne smile – det bliver du!
Jeg er dog i en situation stadig udfordret på at ærgre mig. Når jeg oplever, at andre mennesker er gået glip af noget storslået, mærker jeg et lille savn. Jeg oplevede det for nylig, da jeg oplevede Wagners “Ringen” i Odense – en verdens begivenhed som ikke var udsolgt – jeg kunne ikke slippe tanken at mange flere havde fortjent det fantastiske øjeblik, hvor Valkyrierne forsvarer Brunhilde imod Wotan… og følelsen havde jeg også i eftermiddags, da jeg sammen med Henrik Munkholm afsluttede vores første kursus i Pilotprojektet “Mænd, Ligestilling og fagbevægelse”.
FOR:
Der er SÅ meget at hente for os mænd, når vi et øjeblik træder ud af forestillingen om, hvad en mand er, og ind i oplevelsen af hvad man selv er – hvor ville jeg dog ønske at flere mænd indså det.
Der er stadig ledige pladser ;-)…
Læs mere og tilmeld dig her: https://fiu-ligestilling.dk/maend-fagbevaegelse-ligestilling/