Kategorier

Tina – Tømrer

Fulde navn: Tina Hieronymus
Fødselsår: 1980
Fagforbund: 3F
Uddannelse: Tømrer. Udlært hos Guldfeldt

Hvorfor tømrerfaget?
Tina har aldrig været vant til at sidde stille og læse, og som barn var hun ofte med i sin fars værksted – hun var derfor slet ikke i tvivl om, at hun ikke skulle på en boglig uddannelse, men skulle ud et sted, hvor hun kunne bruge sine hænder. Da hun skulle vælge uddannelse, var det derfor tømrerfaget der endte med at vinde: ”Det er så vigtigt for mig at kunne lave noget aktivt hver dag, og ikke bare skulle læse eller sidde stille”.

Tiden under uddannelse
Da Tina var under uddannelse, var hun den eneste kvinde ud af 100 elever. Det skulle man tro ville være problematisk, men Tinas klasse endte med at blive udnævnt som den bedst fungerende. I starten på teknisk skole prøvede de andre elever hende lidt af, men allerede efter et par dage, var hun bare en del klassen ligesom alle andre. Fællesskabet blev faktisk hurtigt så stærkt, at hvis nogen fra de andre klasser sagde noget ubehageligt til Tina, forsvarede hendes egne klassekammerater hende med det samme.

Livet som tømrer
Tina har en stor faglig stolthed og elsker sit arbejde. Det er dog særligt kollegaskabet, som hun fremhæver som noget særligt: ”Det her kollegaskab, det finder du bare ikke andre steder”. Som tømrer kan man altid ringe til en kollega og bede om hjælp – hun tager altid selv fat og løfter, men nogle gange er hun nødt til at bruge et ekstra sæt hænder, ligesom kollegaerne også kan få brug for Tina. Som tømrer prøver hun ofte noget nyt og efter en kort pause fra tømrerfaget måtte hun hurtigt tilbage, fordi det bare er det hun hører til.

Livet som mønsterbryder
Tina er meget bevidst om, at der kan være fordomme om kvindelige tømrer, men mænd og kvinder arbejder sammen på alle mulige andre arbejdspladser, så for Tina handler det bare om at nedbryde de fordomme. Og når man finder den rigtige arbejdsplads, føler man sig slet ikke anderledes end de andre – så er man bare en kollega, der passer ind i fællesskabet.

Gode råd til unge der overvejer tømrerfaget
• Hvis tømrerfaget virker som noget for dig, så prøv det af – hvis det er det du vil, så skal du nok lykkes.
• Tag kontakt til en kvinde i faget og stil alle de spørgsmål du kan have om at være kvindelig tømrer.
• Lyt til dine egne drømme og kæmpe for dem, uanset hvad andre siger. Du er stærkere end du måske går og tror.