Kategorier

Mette – Murer

Fulde navn: Mette Schak Dahlmann
Fødselsår: 1989
Fagforbund: 3F Randers
Uddannelse: Murer i 2015. Uddannet ved skolen i Sønderjylland.
Titel/stilling: Faglært murer.

Hvorfor murerfaget?
For Mette var det et rent tilfælde, at hun endte som murer. Hun havde ikke selv overvejet, at det var en mulighed, og var heller ikke blevet guidet i den retning af nogen andre. En dag kommer en mester med en ironisk bemærkning om, at han manglede en lærling som hende. Ironien prallede dog hurtigt af på Mette, der dagen efter ringer til mesteren, og efterspørger en læreplads hos ham. To dage efter stod hun på murerskolen i Sønderjylland og meldte sig ind på uddannelsen – og hun har aldrig set sig tilbage.

Tiden under uddannelse
Allerede fra første dag kunne Mette mærke, at der er noget særligt ved murerfaget. En dag ville hun kunne skabe ting med egne hænder og måske endda bygge sit eget hus. Det var selve håndværket i at kunne lave en sokkel, støbe et gulv, bygge vægge og det hele selv, der fangede Mettes opmærksomhed. ”Tanken om at kunne stå på en mark, få en tegning og ende med at der pludselig står et hus, som man har været med til at bygge – at kunne lave så mange forskellige ting og være med fra starten – det er jo for vildt!” fortæller hun ivrigt.

Uddannelsen modnede Mette helt vildt, fordi allerede tidligt i forløbet, var i lære og med ude ved kunder. Udover murerfaget lærte hun også meget om at være selvstændig og selv at opsøge ting. Og så blev hun anset som voksen, hvilket rustede hende til mange ting.

Livet som murer
I murerfaget ser Mette tydeligt de fremskridt hun laver, og det sker noget nyt hver dag. Som murer ved hun ikke, hvad hun skal lave resten af livet, for jobbet er fleksibelt og kan byde på mange forskellige opgaver – noget Mette føler sig godt forberedt på fra uddannelsen, hvilket betyder, at hun er tryg i at kaste sig ud i alle opgaver og udfordringer. Det er et fag der udvikler sig hele tiden, og man kan være en del af forandringen, hvis man vil – for eksempel hvis man er interesseret i bæredygtigt byggeri.

Ligesom der er i alle fag, har Mette også mødt udfordringer undervejs, men hver udfordring har bare gjort hende mere stolt af sit fag og af sig selv. Mette har arbejdet for at blive en dygtig murer, og den store anerkendelse hun får fra kunderne, giver hende en helt særlig faglig stolthed: ”Den fedeste fornemmelse er, når kunder begynder at efterspørge, at det er én der skal komme ud på en opgave”. For Mette handler det ikke om at være den bedste, men om at gøre sit bedste.

Kollegaerne og livet som mønsterbryder
Mette er uden tvivl glad for sine kollegaer – også hvis de ikke altid lige kan se tingene fra hendes side, for så tager de bare en god snak. Hun fortæller, at man får vildt gode venner, når man arbejder i håndværkerbranchen, og at kollegaerne og fællesskabet er en stor del af, at hun er glad for at være i branchen.

Da Mette startede i faget, var hun slet ikke opmærksom på, at hun var – og stadig er – mønsterbyder. Det eneste hun fokuserede på, var selve håndværket og glæden ved at have fundet ”sin rette hylde”. Det er først da andre begynder at spørge ind til, hvordan det er at være ene kvinde, at hun begynder at tænke over det. ”Det er vigtigt at være stolt af at være kvindelig murer, for vi er ikke altid så synlige. Og det er uden tvivl sejt at være mønsterbryder! Men det er også vigtigt at huske, at man ikke altid skal være den sejeste eller den mest stærke, bare fordi man ikke ligner alle de andre”.

Gode råd til unge der overvejer at gå ind i samme fag
• Man skal ikke tænke for meget over alle de bekymringer, som andre kan have på ens vegne – hvis man har lyst til at gå ind i faget, skal man gøre det!
• Hvis man møder modgang, er det vigtigt at række ud efter andre, der kan forstå det.
• Man kan ikke altid sige fra, når man er ung, og det er derfor helt okay at bede om hjælp, hvis man har brug for det.
• Hvis murerfaget interesserer dig, så giv det en chance og prøv det af! Det er en klar anbefaling herfra!