Kategorier

Laura Feline – Tækker

Fulde navn: Laura Feline Prip Ebbesen

Fødselsår: 1996

Fagforbund 3F

Uddannelse: Tækkemandsuddannelsen

Hvorfor blive tækker?

Der er flere grunde til at arbejdet som tækker tiltaler Laura Feline. Fx muligheden for at arbejde med kroppen, og de mange forskellige sanseindtryk som hendes hverdag indebærer. Tækkearbejdet er hårdt og kræver udholdenhed, og om aftenen kan hun mærke at kroppen er træt – det er fedt! Laura Feline elsker også at være i naturen, og fordi mange huse med stråtag står i naturskønne omgivelser, har tækkere ofte en meget smuk og idyllisk arbejdsplads, hvor man kan se årstiderne skifte.

Tiden under uddannelse

Laura Feline mindes sin tid på tækkeuddannelsen som god og lærerig. Som den eneste kvinde var der både udfordringer og fordele. Hun har til tider følt, at der var andre forventninger til hende, end der var til hendes medstuderende, og hun har gjort sig umage for at bevise, at hun virkelig brænder for det og er dygtig. Samtidig synes Laura Feline at det har været fedt at overraske folk, der ikke forventede at en kvinde ville være tækker – og som ene kvinde kan alle huske hendes ansigt, hvilket åbner muligheder på arbejdsmarkedet.

Hvordan er arbejdet som tækker?

Laura Feline kan mærke at hun udvikler sig, og får en bedre fornemmelse for arbejdet hver dag. Som tækker arbejder hun ofte på et projekt af gangen, og det giver hende en struktureret hverdag. Det materiale tækkere arbejder med, kan altid give nye udfordringer, hvilket er med til at gøre hver dag spændende. Desuden er der mulighed for at dyrke æstetikken og virkelig nørde med det.

Et frirum i håndværket

Laura Feline har tidligere været danser, så hun er vant til at bruge kroppen. Som tækker er det dog noget andet. I en hverdag hvor mange ofte bliver bedømt på sit udseende, har Laura Feline oplevet det som en befrielse, at hendes krop kun er et værktøj, når hun tækker. Laura Feline tror at mange unge ville have glæde af det frirum, hvor der kun er fokus på kroppens styrke og håndværk – ikke udseende.

Gode råd til andre der overvejer tækkefaget

Prøv det af! Man kan ikke læse sig frem til hvad arbejdet indebærer, man bliver nødt til at prøve at have det i hænderne. Tækkefaget er helt specielt, så man skal ikke være bange for at søge tækkestillinger, selvom man ikke har prøvet det før. Der er i hvert fald ingen tvivl om at Laura Feline ville anbefale jobbet som tækker, uanset hvem du er.