Kategorier

Lægesekretærerne bør have mere i løn

Af Susanne Seehagen, FTR for lægesekretærer på Sygehus Sønderjylland

I dagens Danmark arbejder der ca. 15.000 lægesekretærer på sygehusene. Der er ikke mange der ved hvad en lægesekretærs arbejde består i, men overordnet fortalt er de limen i forhold til patienterne (som de modtager, taler i telefon med, oversætter en journal for, følger hen til en anden afdeling, giver nye tider, skriver breve til dem om indlæggelser, operationer osv.) og lægerne, sygeplejerskerne, bioanalytikere og social- og sundhedsassistenterne. De sørger for at være tovholdere i patientsikkerhed, indkaldelse af patienter til de rigtige undersøgelser, operationer og har rigtig mange funktioner.

De bliver ikke faglistet som lægesekretærer, men står nederst på listen som øvrige personaler. De er ifølge regionernes landsdækkende lønstatistik, de lavestlønnede på sygehusene landet over.

Regionerne bliver nødt til at se på lægesekretærernes lønninger, så de får en anstændig løn for deres arbejde – på lige fod som de andre faggrupper. Når jeg er til lønforhandling med deres ledere, får jeg at vide, at de jo ikke laver andet end det arbejde de er ansat til! På trods af at de hjælper til i laboratorier, tager aftryk til høreapparater, tager venflon ud af armene på patienterne osv. Det vil de gerne, men de bør også belønnes for deres ekstra indsats.

To hospitaler har prøvet at fyre alle lægesekretærer. Et hospital fik talegenkendelse og opsagde alle lægesekretærer – for nu var der ikke brug for dem mere. Dette skete på baggrund af uvidenhed, for de fleste, også ledelserne på sygehusene, tror at en lægesekretær ”bare” skriver journaler, men de har tusindvis andre opgaver. Så da sygehuset havde opsagt alle, fik ledelserne et chok, da de så hvad der ikke blev lavet, og efter meget få dage var alle genansat. De fik desværre ikke mere i løn. En nylig forhandling i en afdeling med to lægesekretærer, som laver tre mands arbejde og som ikke har fået et tillæg de sidste 15 år, gik sådan at lederen (som er bioanalytiker) kiggede på mig og sagde at nu havde hun jo lige givet bioanalytikerne tillæg, så nu var der ikke flere penge (bioanalytikerne ligger 50.000 kr. om året over lægesekretærerne) og dette er et typisk eksempel på, hvordan ledere ser på lægesekretærer.

Det er en kæmpe udfordring at få lønkroner hjem til lægesekretærer, og kære læser, har du en god ide så skriv endelig til mig på susanne.seehagen@rsyd.dk