Hvorfor jeg er hjemme og min mand er på arbejde?
Sidste gang en af vores sønner var syg, var det mig, der blev hjemme hos ham, for jeg får løn på “barnets første sygedag”. Min mand er ansat uden overenskomst, så han får ingenting.
Gangen før var det også mig, for min mand arbejder i en mindre privat virksomhed og det var nødvendigt, at han var på arbejde, for han var den eneste på posten dén dag, og på min kommunale arbejdsplads har vi et fast system for, hvem der træder til, når vi er fraværende. Jeg kan godt undværes.
Da det drejede sig om barsel, tog jeg også alt på nær seks uger. Imens min mand var sammen med vores søn, tog jeg dagligt afsted til biblioteket for at skrive jobansøgninger. Jeg var nemlig arbejdsløs og havde ingen indkomst i de seks uger, hvorfor vi også måtte begrænse tiden, hvor dét stod på.
Misforstå mig ikke. Jeg elsker at være sammen med mine børn – og det gør min mand også. Han ville elske at være mere sammen med dem, men hver gang kommer der noget i vejen. Uden at der er nogen, der har tvunget os til at fordele glæden og byrden ved børnetid sådan, ender det ofte med, at det er mest praktisk, hvis det er mig der bliver hjemme, og min mand der tager på arbejde. Og min familie er ikke ene om dette mønster.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at i 2019 passede mødrene i gennemsnit syge børn 1,5 dage om året, mens det for fædrene kun var 0,9 dage. I 2018 tog mødrene gennemsnitligt 273,9 dages barsel, mens fædrene tog 31,9 dage[1]. Fordelingen er lidt mere lige i forhold til de forrige år, men på trods af en helt masse snak om ligestilling i både familielivet og arbejdslivet, sker der alt for lidt og det går alt for langsomt.
Tallene er nemlig både en bekræftelse af et mønster og en reproducerede norm, der gør at det bliver set som atypisk, hvis en mand er væk fra arbejdet for at være sammen med sit barn. Når fraværet ikke er forventet, bliver det også i mindre grad accepteret af mænds chefer og kolleger.
I sidste uge måtte en af mine mandlige bekendte fx sige sin stilling op, da arbejdspladsen ikke kunne acceptere, at han holdt mere end 3 måneders barsel.
Vi kan faktisk godt gøre noget ved det, men som med andre indgroede vaner kræver det et stort arbejde, hvis skuden skal vendes. Et skridt på vejen kunne fx. være øgede familiemæssige rettigheder i små og mellemstore virksomheder, hvor der ikke så ofte er overenskomst. Det kunne være en anerkendelse af, at også mænd er vigtige i hjemmet og kvinder på arbejdspladsen. Eller det kunne være et fokus på, hvorfor så mange nyuddannede kvinder står på kanten af arbejdsmarkedet i prekære stillinger, fx. som midlertidigt ansat.
Vi kunne jo starte med de lavthængende frugter og få implementeret EUdirektivet om øremærket barsel til mænd, som blev vedtaget i 2019 og skal implementeres i den danske lovgivning senest i aug. 2022. Hvad venter vi egentlig på?
[1] https://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=32036, https://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2020/2020-05-04-far-tager-lidt-mere-barsel