Da jeg startede på en faglig uddannelse, husker jeg at en organiseret fagforening kom ud, og tilbød os gratis medlemskab af deres fagforening. Det synes jeg var fantastisk. Det jeg husker der fangede mig, var hjælpen til hvis man blev arbejdsløs, så var der hjælp at hente hos a-kassen. Da jeg fik mit job på mit nuværende arbejde, fik jeg en snak med vores tillidsmand, som selvfølgelig fortalte at på min arbejdsplads, var vi organiseret under samme fagforbund. Så det blev jeg også medlem af. Og der var de gule ikke på markedet dengang. Jeg var ung, 21 år, og ja det der fagforening, det var man bare i, for det skal man.

Årerne gik, jeg havde et par ture med fagforeningen, samt fællesklubben, det var hyggeligt, og sjovt og følte jeg fik lidt for mine penge. Det var tanken dengang.

For 8 Ã¥r siden, valgte jeg at stille op som AMR, det tog sin tid at komme ind i det, men fik kæmpe hjælp af min fagforening i form af kursus i mange former. Det har hjulpet mig, men ogsÃ¥ givet mig en helt anden forstÃ¥else for det vores fagforeninger stÃ¥r for, og hvor vigtige de er, ikke mindst historien bag, hvor mange af vores forfædre har kæmpet lange seje kampe, for de rettigheder vi har i dag – 6 ugers ferie, barsel, overenskomster, organisering, fællesskaber osv. Men jeg er ked af jeg ikke havde samme forstÃ¥else da jeg var ung, ikke var blevet oplyst pÃ¥ en bedre mÃ¥de om fagforeningens virken før jeg blev AMR. At der ikke var mere spot on pÃ¥ arbejdspladserne, hvilken hjælp de tilbyder, historien bag osv. Det gør jeg tror, at vi taber de unge, og endnu flere medlemmer.

Mine bekymringer og tanker er, hvor er vores fagforeninger i dag, især efter fagforretningerne (de gule) kom pÃ¥ markedet, og de vokser sig større og større. Hvordan fÃ¥r vores organiserede fagforbund ungdommen med i dag, hvorfor er vi ikke allerede ude pÃ¥ folkeskolerne, fange de unge i organisering, historien, fællesskabet, solidaritet, allerede i folkeskolen, og ikke kun ungdomsuddannelsen. Der skal være meget mere fokus pÃ¥ ungdommen, ellers bliver de tabt. Jeg synes det kan være svært nok at argumentere pÃ¥ min arbejdsplads for, hvorfor man skal være i en organiseret fagforening, og ikke de gule. Jeg mangler de konkrete gyldne ord, mÃ¥ske ordene for hvad der kan ske hvis vi ikke havde dem, og det hele blev til fagforretning, mÃ¥ske politisk styrret, og hvor manglen pÃ¥ fælleskaber og solidaritet næsten ikke eksisterer.  For folk er ligeglade, især sÃ¥ længe der pÃ¥ arbejdspladsen er fælles overenskomst for alle, og især det rolige arbejdsmarked vi har lige nu, gør det svært for folk at forstÃ¥ vigtigheden i hvem vores fagforeninger er og hvorfor de skal betale den pris, frem for den billige hos de gule.

Jeg ønsker for fremtiden, at vores organiserede fagforeninger stÃ¥r meget tættere sammen end i dag, kæmper fælles kampe mod de fagforretninger der er i dag. Jeg ser ikke de stÃ¥r sammen, ikke ud af til. Jeg ser de hver har deres store bygninger, prangende flotte bygninger, men kun for deres egne fagforbund, selvom det huser andre forbund, sÃ¥ skal reklamen ikke være til stede som et samlet Fagforeningernes Hovedforbund. Hvorfor ikke bare reklamere for alle forbund? Dem der har bygningen kan have det største logo, og sÃ¥ have alle forbund som store reklameskilte pÃ¥ bygningerne – Hvorfor ikke vise at vi stÃ¥r sammen? Med STORT. Hvorfor ikke gøre brug af hinandens faciliteter? Det jeg ser udadtil, er ikke fælleskab mellem fagforeninger, tværtimod, men er uden jeg reelt kan sige om det er sÃ¥dan, men det er her jeg synes der skal tages fat. Giv et billede udadtil om at lige meget hvilken organiseret fagforening du stÃ¥r under, sÃ¥ kæmper vi alle sammen om det samme.

Kom nu ind i kampen, kampen om ungdommen, kampen om solidaritet, kampen om fællesskab, kampen for medlemmerne, kampen for vi stadig er organiseret i Danmark.