Akademiuddannelse i Ledelse (AU) – for tillidsvalgte.
Mange tillidsvalgte har i FIU-Ligestilling taget ét eller flere moduler af AU i ledelse. Med stort udbytte, stor begejstring og flotte karakterer. Alle har bestået, nogle med topkarakter. Knap 20 har taget hele uddannelsen. Tilbagemeldingerne går på, at det giver stor værdi i jobbet som tillidsvalgt, BÅDE i forhold til at være professionel mod- og medspiller overfor ledelsen OG i forhold til egne ledelsesfunktioner som tillidsvalgt.
Akademiuddannelsen i ledelse består af 3 obligatoriske moduler og en række valgfrie. Du kan lære om konflikthåndtering, coaching, personalejura, arbejdsmiljø, HR og meget mere. Du kan selv sammensætte modulerne og rækkefølgen. FIU-Ligestilling har timet udbuddet så det er muligt at tage en hel uddannelse indenfor 2-3 år, hvis man har tid/lyst.
Der er ét modul, det anbefales at starte med. Det er ikke et krav, men underviserne siger det er en fordel at starte med ”Ledelse i praksis”. Dette modul udbydes i efteråret 2016, så er du interesseret i at tage lederuddannelsen vil det være oplagt at søge om at starte nu.
Her kan I læse mere om modulet Ledelse i praksis samt en oversigt over de AU-moduler der udbydes i 2017 og 2018.