Tvangsarv
Skal en gammel arvelov bestemme, hvem jeg efterlader arv til? Hvorfor kan jeg maksimalt disponere over 75 % af min arv?
Loven om tvangsarv til livsarvinger, kan dateres helt tilbage til 1200-tallet. Den skulle sikre, at formuen blev i familien.
Det kan give god mening, at der skal være en tvangsarv til ægtefælle, som man har fælles bolig og økonomi med. Det vil også være fornuftigt, at hvis man efterlader børn under 18 år, skal der være en tvangsarv til dem. Men hvis man kun efterlader voksne børn, som er selvkørende og selv har stiftet familie, hvorfor kan man så ikke disponere over 100 % af sin arv?
Hvorfor skal jeg tvinges til at efterlade 25 % af min arv til voksne børn, som ikke mangler noget? Hvad nu, hvis jeg hellere så, at de 25 % skulle arves af mine børnebørn eller søskendebørn, som måske vil have mere gavn af en arv, end mine egne børn?
For mig er der ingen logik i at den økonomi, som jeg har friheden til, i levende live, at disponere frit over hver dag, skal være tvangsarv i det øjeblik jeg dør.
Arveloven om tvangsarv, er for mig gammeldags og en umyndiggørelse af min person.
Jeg ønsker mig, en fornyelse og moderniseret udgave af arveloven. Jeg ønsker, at min selvstændighed og min dispositionsret over egen formue, respekteres efter min død.