Kategorier
Værktøjer & Materialer / Pjecer

EU’s betydning for ligestillingspolitik 1957-2023

I 2023 er det 50 år siden Danmark blev medlem af EU. Der er sket mange fremskridt på ligestillingsområdet i Danmark i de 50 år, og det meste kan vi takke EU for. Der er en træghed og angst i det danske Folketing for at træffe beslutninger, der konkret fremmer ligestilling både på arbejdsmarkedet og generelt. Det er som om, hovedparten af de danske politikere oplever den ligestillingspolitiske status som naturgiven, og at det skal være den enkeltes eller familiens eget valg at bryde med de strukturer og kulturer, der skaber den nuværende uligestilling.

I anledning af 50-året for Danmarks EU-medlemskab ønsker vi i FIU-Ligestilling at få et overblik over, hvordan EU-medlemskabet har medvirket til at fremme ligestilling på det danske arbejdsmarked og dermed bidrage til at klæde tillidsvalgte på til kommende drøftelser om sammenhængen mellem EU-politik og ligestilling på arbejdspladsen.

FIU-Ligestilling har bedt Britta Thomsen, fhv. MEP (S) 2004-2014, og tidl. formand for de socialdemokratiske kvinder i Europa-Parlamentets udvalg for Kvinders rettigheder og ligestilling om at skrive denne ”pjece”. Tidligere EU-parlamentsmedlem Britta Thomsen tager læseren med på en historisk rejse i de mange kampe, som gennem årene har ført frem til EU’s nuværende ligestillingspolitik.

Susanne Fast Jensen
FIU-Ligestilling
Oktober 2023