Jeg ankommer til et stort møde, er inviteret og informeret om, at det er et godt sted at møde op, når man som jeg, er nyvalgt Tillidsrepræsentant.

Spændt kigger jeg mig omkring, små grupper står rundt omkring i den store forhal, nogle nikker, andre siger hej, mens jeg sniger mig langs væggen hen til kaffemaskinen. Der kan man altid føle sig tryg. Et godt sted at hilse på nye folk, hvis man ikke ved hvor man ellers skal gå hen, har jeg senere erfaret.

Kigger lidt forvirret omkring, hvor mon mødet skal foregå? Hvor skal man sætte sig? Jeg må være kommet for tidligt, for det føles som om der er lang tid til mødet skal starte. Ser lidt på min telefon, for så går tiden lidt bedre, og jeg føler ikke alle kan se min usikkerhed.

Endelig skal mødet starte, har fundet mig en ledig plads ved siden af et par andre deltagere.

Mødet går i gang, det er rigtigt interessant, men tiden nærmer sig, PAUSEN, nervøsiteten spreder sig i min krop, får svedige håndflader, kan mærke varmen stiger til hovedet. For HVAD skal jeg gøre når det bliver pause?

Sådan føltes det flere gange, indtil man efterhånden kommer til at kende flere, men jeg skulle sommetider huske på, hvorfor det var vigtigt for mig at møde op, for det føltes som at stå udenfor en lukket fest, som man gerne ville være en del af.

Er det en lukket fest? er jeg nu selv en del af den lukkede fest? Måske skal vi have øjnene op.

For hvorfor er der ikke så mange nye ansigter? Hvor er de unge? Hvor er kvinderne? Hvor er dem der ikke er over 45? og ikke har siddet på samtlige poster i 10 år eller mere.

Er det fornyelse og et generationsskifte der kommer løbende? Eller skal alle skiftes ud på engang? Skal man sidde på posten til man skal bæres ud?

Det er et område der ikke har fået nok fokus, og vi har et medansvar! Vi har brug for flere som vil gøre en forskel, men vi skal invitere dem indenfor! VI skal sørge for at nye får følelsen af fællesskab fra dag et.

Lad os starte fra i dag, lad os byde de nye velkommen, tage dem i hånden og vise dem vejen ind i vores fællesskab, for uden fællesskabet er vi ingenting.