Jeg har arbejdet med mennesker det meste af mit liv.
Været en del af den udekørende/cyklende hjemmepleje siden 1993.
Har været budt velkommen i mange hjem og set mange skæbner.
Jeg har gjort rent på knæene. Rettet frynser ud på arabiske tæpper.
Løftet på møbler og borgere, inden hjælpemidlerne kom til.
Haft lange svære samtaler.
Grint og grædt med borgerne og deres pårørende. Været en del af familien.
Set tiderne skifte, fra papir til IPads, fra små grupper til store grupper.
Fra frihed i tid, til visitatorernes komme.
Gået fra at må alt til at blive korrigeret af skemaer og uddelegering.
Set antallet af borgere stige, i takt med antallet af kollegaer falde.
Borgerne komme tidligere hjem fra sygehuset. Arbejdsopgaverne blive mere komplekse.
De ældre blive gamle i eget hjem i stedet for fællesskabet på plejehjemmet.
Se tiden til rengøring, snak over en kaffetår eller hjælpen med strikketøjet forsvinde.

Vi blev faglige, effektive og præcise – målt i tid og penge, så vi ikke sprang budgettet.
Vi gør det vi må og det bedste vi kan.
Flere går dog hjem med følelsen af, om det er godt nok.
Bliver sygemeldt, fordi presset er for stort.
Stress – ondt i maven – følelsen af ikke at slå til.

Jeg husker en tid hvor det at arbejde med mennesker var lettere.
Hvor der blev givet lige meget energi tilbage til en, som blev taget.
Der var balance mellem de ”lette” borgere og de komplekse.
Vægtskålen hang ikke tungt til den ene side, som den gør i dag.
Der var tillid til at vi gjorde vores arbejde godt.
Vi skulle ikke måles og vejes og gøres op i penge.
De pårørende kunne slappe af og var ikke nødsaget til at ”prikke på skuldre” for at deres ældre blev hørt.

Jeg ved at tiderne ændrer sig og at intet i denne verden står stille.
Vi er hele tiden på farten, løbende med 12 bolde i luften på en gang.

Har vi reelt et valg? Med udlicitering har vi mange.
Mere økonomisk frihed, konkurrence ELLER forvirring.
Er vi en del af et større spil?
En langsom underminering af den ”danske model”.
Tid til at forventningsafstemme fremtiden.
Hvad skal der til for at DU ikke mister balancen i dit job?

Der er mange ting der spiller ind for at opnå balance.

Mit umiddelbare råd lige nu er: Træk vejret.
Tag en dyb indånding og giv dig tid.
Tid til at være der for din næste. Lad boldene falde.
Udvis omsorg, empati og kærlighed, trods en fortravlet hverdag.
Klap din kollega, borger eller ægtefælle på skulderen og vis ”du er der”.
Alle fortjener at blive set i øjnene, hørt og følt sig forstået.

Fremtiden burde bygges på en topledelse bestående af folk med hjertet på rette sted.
Bakket op af økonomisk ansvarlige med begge ben på jorden.
Tiden er inde til at vælge mellem hvad der er nemt – og så det rigtige.

Lad din stemme blive hørt.
Valget er dit.