kvindelig meningsdanner for etniske minoriteter 2

Etnisk ligestilling

Det danske arbejdsmarked er blevet mere etnisk sammensat, og andelen af LO-medlemmer med anden etnisk baggrund er stigende. I 2007 havde 7,1 % af LO-forbundenes knapt 1 million medlemmer en anden etnisk baggrund end dansk og i 2013 var det 8,5 %. Omkring 70 % af de etniske minoriteter havde en ikke-vestlig baggrund. Det stiller nye krav til tillidsrepræsentanten om kulturforståelse og viden om interkulturel kommunikation (kommunikation mellem mennesker med forskellig kulturel baggrund). Det er både vigtigt når det handler om at varetage de etniske minoriteters interesser, at få hverdagen og samarbejdet på arbejdspladsen til at glide, og når det handler om organisering af etniske minoriteter.

Der er også udfordringer med de etniske minoriteters politiske repræsentation i LO-fagbevægelsen. Medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk udgør som nævnt 8,5 %, og andelen af tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter med anden etnisk baggrund er ca. 3 %. Det er ikke undersøgt, hvordan det ser ud med repræsentationen af de etniske minoriteter blandt valgte i afdelingerne og i forbundene, men der er næppe tvivl om, at de også er underrepræsenteret her, i og med at disse ofte rekrutteres blandt tillidsrepræsentanter. Derfor laver FIU-Ligestilling aktiviteter, som har til formål at klæde etniske minoriteter på til at stille op som tillidsvalgt eller være fagligt aktiv på anden vis.

Arbejdet med at forebygge og modarbejde diskrimination og forskelsbehandling er også en del af indsatsen for at opnå etnisk ligestilling. Der kan både være tale om direkte eller indirekte diskrimination eller strukturel diskrimination. Direkte diskrimination er f.eks., hvis en arbejdsgiver nægter at ansætte en person med henvisning til personens etniske baggrund. Indirekte diskrimination er f.eks., hvis en ansøger tvinges til at tage en dansktest på et niveau, der er højere end det er nødvendigt for at udføre arbejdet. Der kan også være tale om ubevidste diskriminerende strukturer i f.eks. fagbevægelsen, som afholder de etniske minoriteter i at opnå tillidsposter. FIU-Ligestilling arbejder med at klæde tillidsvalgte på til at være opmærksomme på – og kunne modarbejde og slå ned på de forskellige former for diskrimination.

FIU-Ligestillings indsats for etnisk ligestilling indeholder også uddannelse i kulturforståelse, nationalitetsbegrebet og traditioner, faldgruber for minoriteter og majoriteter, teorier om integration, etnisk ligestilling, mangfoldighed og viden om konsekvenser af stereotype opfattelser og fordomme. Derudover trænes tillidsrepræsentanter i at være brobyggere, at skabe fællesskab på tværs af kultur og forbygge fordomme, mobning og usaglig forskelsbehandling. Ligeledes sætter FIU-Ligestilling på kurser fokus på, hvordan man kan lave overenskomster som inkluderer og tager højde for minoriteters traditioner, kultur og behov. FIU-Ligestilling har netværk for fagligt aktive etniske minoriteter.

Se FIU-Ligestillings materialer om etnisk ligestilling her: http://fiu-ligestilling.dk/tools_materials_taxonomy/etnisk-ligestilling/