Nyheder
Bliv ekspert på løngab og lønåbenhed i 2019
02.01.2019
For næsten to måneder siden, nemlig d. 12. november, markerede vi kvindernes sidste arbejdsdag i 2018, og ligesom de andre år, stilner debatten om ligeløn og løngab derfor af.
MEN!
Vi har stadig et ligelønsproblem, og det er derfor vigtigt, at vi husker at bevare fokus på ligelønsproblematikker, og fortsat er opmærksomme på, at det kræver en aktiv indsats, hvis vi vil mindske løngabet.
Ifølge Danmarks statistik udgjorde kvinders løn i 2017 86,9% af mænds løn, og dette omregnet til arbejdsdage svarer til, at kvinder kun skulle arbejde til og med den 12. november i 2018 for at ”tjene” lige så meget som mænd.
Løngabet mellem kvinder og mænd er blandt andet et resultat af, at kvinder er stærkt underrepræsenterede på topposterne, selvom kvinder siden 2005 generelt har taget længere uddannelser end mænd. Desuden vurderer vi stadig de jobs og uddannelser som mænd typisk tager til at være mere værd, end dem kvinder tager. Og selvom dette ikke betyder, at alle mænd tjener mere end alle kvinder, er det alligevel et udtryk for, at vi har en stor opgave foran os, hvis vi vil skabe et samfund, der giver lige muligheder og lige løn til både kvinder og mænd.
I FIU-Ligestilling forsøger vi også at arbejde med ligeløn på flere måder, blandt andet ved at udbyde to kursustilbud til FIU-Ligestillingsnetværk samt andre interesserede i 2019. Det ene kursus omhandler selve løngabsproblematikken, mens det andet kursus handler om lønåbenhed, som en mulig løsning på problemet. Kurserne kan enten tages separat eller i forlængelse af hinanden.
Mere viden om kurserne og tilmelding kan findes fra midten af januar 2019 på http://fiu-ligestilling.dk/kursuskalender/.