Blå Bog

Riebnitzsky, Anne-Cathrine

Født: 1974

Sted: Svendborg

Uddannelse:
Sprogofficer, russisk, 2003; Forfatterskolen, 1998; Filosofikum, Teologisk Fakultet, 1996; Sproglig student, Faaborg Gymnasium, 1993.

Arbejde:
Forfatter og foredragsholder, 2010-; stabiliseringsrådgiver, Udenrigsministeriet, Helmand, 2008; kaptajn i Civil Military Cooperation Unit, Afghanistan, Helmand, 2007; vagtmester, Den danske ambassade i Moskva, 2003.

Udgivelser:
Forbandede yngel, Politikens forlag, 2013; Den stjålne vej, Politiken, 2012; Natskyggen Politiken, 2012; Kvindernes krig, Politiken, 2010; Syv erotiske noveller i antologien ”Kys nr. …”redigeret af den litterære gruppe Nyord, 2006; Dekameronetten, Husets forlag (oversat fra occitansk), 1998.

Udmærkelser:
Boghandlernes Gyldne Laurbær, 2014; Vandt Politikens romankonkurrence, 2013; Bog Forums Debutantpris, 2012; Anders Lassens Legat, 2011; International Security Assistance Force – ISAF – medaljen, 2008.

Begrundelse:
Anne-Cathrine Riebnitzsky (ACR) har i forbindelse med sin udsendelse til Helmand som officer i CIMIC (Civil – Militære samarbejde Helmand) gjort en forskel for kvinder og børn i det krigshærgede område. Da ACR ankom, havde Talebans indespærring været så effektiv, at koalitionsstyrkerne havde kendskab til i alt fem kvinder. Det lykkedes på kort tid for ACR at skabe nære og tillidsfulde relationer til nogle af Helmand provinsens modigste kvinder – et tillidsforhold, der byggede på gensidig respekt og omsorg. Resultatet havde en meget stor menneskelig og demokratisk betydning for indbyggerne i Gerehsk. Det lykkedes ved mund til mund metoden at få kvinderne i tale. Kvindernes henvendelser var meget proaktive. De kom med projekter og ideer, de selv var begyndt at arbejde med. F.eks. en sundhedsklinik, en tekstilproduktionsskole for kvinder, et hønseprojekt for at skaffe udkomme ved at sælge æg.

De afghanske kvinder driver den udvikling, som er med til at gøre Gerehsk til en blomstrende tekstilby og Lashkar Gah den sikreste by i Helmand. Men de gør det på trods af megen modstand i det enormt patriarkalske samfund. ACR beundrede deres mod til at kæmpe videre trods angreb fra både Taleban og fra egne mandlige familiemedlemmer, som ikke så med venlige øjne på kvindernes ønske om økonomisk selvstændighed.

Når ACR oplevede, at hendes kolleger syntes, at ”det blev til lige lovlig meget snak om kvinder og kvinders rettigheder”, så gik hun ikke af vejen for at fortælle, at det faktisk er blandt de afghanske kvinder, at danskerne har flest allierede i kampen mod Taleban, og at de danske kvindelige soldater har nøglen til de afghanske kvinder. Til gengæld var hun dybt taknemmelig for de mange soldater, der stod vagt på gadehjørner og i kompounds for at sikre, at hun trygt kunne snakke med de afghanske kvinder.

Da ACR forlod Afghanistan, havde koalitionsstyrkerne kontakt med mange hundrede kvinder. ACR har i kraft af at være kvinde, og samtidig have personlig gennemslagskraft, vist, at kvindelige soldater har mulighed for at nå de svageste i krige – kvinder og børn. ACR blev i forbindelse med sin udsendelse klar over, at hæren har brug for kvindelige soldater og officerer – ikke nødvendigvis som kampvognskører eller delingsfører, men i de mere kommunikative områder. ACR har af forsvarsministeren været inviteret til at komme med input til et nyt initiativ omkring mangfoldighed og flere kvinder i hæren samt fastholdelse af kvinder i forsvaret. Hun har med sin bog ”Kvindernes krig” skabt særlig opmærksomhed omkring den del af lokalbefolkningen – kvinder og børn – som koalitionsstyrken har erklæret at støtte. ACR er også en meget dygtig forfatter, oplægsholder og debattør, som nu også er gift og går på jagt med bue og pil.